Hvornår ‘udøver’ man NLP?
Jeg havde for et par dage siden en psykoterpeutstuderende ved Dansk NLP-Institut i terapi. Vedkommende arbejder til daglig i en kommune og har med dysfunktionelle familier at gøre. Medarbejderne i funktionen er primært socialrådgivere og socialpædagoger, men i visse tilfælde kan en familie have brug for egentlig terapi (familieterapi eller individuel terapi). Så skal der aftales en tid med en af kommunens psykologer. Nu er sagen bare den, at der er mangel på psykologer i den pågældende kommune, og man har så valgt at lade en ikke-psykolog (uden terapeutisk uddannelse) tage nogle af de terapeutiske samtaler. Den studerende undrede sig naturligvis over, hvorfor man ikke brugte den af medarbejderne (vedkommende studerende), der trods alt har tre ud af fire års terapeutisk uddannelse. “Jeg må jo ikke give terapi” fremførte den studerende. Det fik mig til at reflektere over, hvornår man egentlig ‘giver terapi’. For den studerende lå skillelinien tydeligvis der, hvor man begynder at bruge de strukturerede NLP-metoder - ‘Visual Squash’, ‘Essensforvandling’, ‘Re-imprint’ o.s.v.
Der er - som jeg ser det - tre niveauer i en NLP-metode. Lidt ligesom når man skal tilberede en ret. Der er ‘effekten‘ (hvordan kommer dette til at smage - og i NLP; hvad regner vi med, at denne metode vil resultere i). Der er ‘strukturen‘ (hvordan tilbereder jeg retten? - hvad skal i, i hvilken rækkefølge, og varmes op hvormeget - og i NLP; hvad siger man og i hvilken rækkefølge’ - altså opskriften). Men så er der ‘funktionen‘ (hvorfor kommer der lige den smag og konsistents ud af det - og i NLP; hvad er det lige der sker, når jeg gør sådan og sådan? - hvorfor har det lige den og den virkning?).
Hvis man kender funktionen af at sammensætte bestemte krydderier og ingredieser på en bestemt måde, så kan jeg jo bruge denne viden i andre retter, hvor jeg vil have en bestemt virkning frem. Tilsvarende i NLP - hvis jeg kender funktionen af at få et menneske til at forestille sig noget, tænke noget, gøre noget på en bestemt måde, så kan jeg bruge denne viden i andre sammenhænge, bygget ind i andre metoder (metodekombination), eller - og nu kommer jeg til det - i en ganske almindelig samtale. Det er jo ikke forbudt, at føre en samtale med et andet menneske, hvor man i sin formulering af spørgsmål eller sine reflektioner, indbygger - i samtaleform - de ingredienser fra egentlige NLP-metoder, som man ved har en bestemt virkning.
Sokrates mente, at alle mennesker har svaret på sine problemer inde i sig selv. Men ind imellem, skal der en ydre dialog med et andet menneske til, for at få sat den indre dialog i gang, så man kan finde frem til svaret. Når man fører sådan en ydre dialog, og bruger elementer fra NLP-metoder bygget ind i samtalen - udøver man så terapi? Er det ikke netop styrken ved at være uddannet psykoterapeut, at man også - når man ikke ‘giver terapi’ - er langt mere bevidst om, hvordan ens kommunikation virker på andre mennesker og hvilke tanker et givent spørgsmål eller svar kan sætte i gang?
31. October 2009 kl. 16:41
Det er nogle spændende temaer, der ofte optræder i forskellige forklædninger.
For at omskrive et populært udtryk, kan man vel sige, at det som NLP uddannet ikke er muligt “ikke at udøve NLP”. Erhvervede NLP indsigter, tankemønstre, metoder og værktøjer, vil indgå i din filtrering af ydre begivenheder og påvirke din model af verden, og samtidig påvirke din måde at forholde dig til og være sammen med andre mennesker på.
Når du indgår i en relation og samtale, vil eksempelvis refraiming, fokus på den positive intention, tillærte NLP forudsætninger, opmærksomhed på værdier og overbevisninger o.l. indgå i såvel din indre som din ydre dialog. Ligesom færdigheder i at anvende sproget og stille spørgsmål samt matche og skabe rapport automatisk vil komme i spil. I min terminologi vil du som NLP uddannet altid bevidst eller ubevidst “udøve NLP”.
Situationen med en formel terapi- eller coachingsession er naturligvis anderledes på den måde, at der i det professionelle rum er andre forventninger til roller og relation, og der opstår andre muligheder for mere direkte og struktureret at anvende NLP metoder.
Et andet forhold er, at vi ofte indtager bestemte roller på vores arbejdsplads. Selv om vi videreuddanner os til psykoterapeut eller coach, kan det være vanskeligt at “blive accepteret og optaget” som sådan, fordi vi fastholdes i en allerede defineret rolle. Det kan derfor være en udfordring, der kræver en større indsats. Måske er der læsere, der har erfaringer med at udvide eller ændre deres rolle på arbejdspladsen, som de vil dele?