Kønsperspektivet og NLP
Når mennesker kommer i terapi eller til coaching, kommer de med deres køn og deres seksualitet som en væsentlig del af deres identitet. Hvor ofte inddrager du som terapeut eller coach spørgsmål om denne del af dine klienters virkelighed?
Når du sidder overfor en klient, tror du, hvis du ikke er bevidst om kønnets betydning, at du enten har den samme forståelse af kønsspecifikke temaer eller modsat en manglende forståelse af kønsspecifikke temaer foran dig.
Når sandheden skal frem, har NLP og mange andre psykologiske metoder ingen teorier om køn, ligesom der på andre psykologiske felter er mangler.
Freuds og andres erfaringer bygger f.eks. stort set kun på studier af kvinder foretaget af en mand.
Derfor kan den moderne psykologi lære en del af kønsforskningen og forhåbentlig integrere denne viden i psykoterapien eller coaching.
Kønsstudier er et kritisk universitetsfag, hvis sigte er at afdække og debattere uligheder og magtforhold, der udløses via kønsforståelser. Køn omfatter vel og mærke både mænd og kvinder og det heteroseksuelle forhold og kønsfortolkninger og kønsfremtoninger, der er præget af et brud med denne tradition, eksempelvis homoseksualitet, lesbisk seksualitet, queer og transseksualitet.
Men kønsforståelse er meget mere end spørgsmål om seksualitet. Det er også spørgsmål om, hvordan vi kulturelt set fordeler opgaver og byrder imellem kønnene, og hvilke ´modeller af den kønnede verden´ som nyder størst anerkendelse i det praktiske arbejdsliv og i teoretiske studier, samt hvilke magtbalancer disse forhold manifesterer.
Kroppen formes ligeledes via en kulturel forståelse, der vekslende tillægger særlige forhold stor betydning. Det kan være biologiske forhold, en særlig måde kroppen skal se ud på, men også påklædning, bevægelser og tale.
Der kan ligge uudtalte kønsfortolkninger bag klienters oplevelse af mindeværd, skæve familiære forpligtelser og oplevelser af urimelige forhold på arbejdspladsen. Det er fortolkninger som både din klient og dennes omgivelser måske præger hverdagens vilkår med. Disse fortolkninger kan det være gavnligt at se nærmere på og udfordre: Hvem definerer hjemmets opgaver og ud fra hvilken kønsforståelse? Er der ´uligheds regimer´ på arbejdspladsen? Hvem går det ud over?
NLP har gode værktøjer til at afdække overbevisninger om køn. Det kræver imidlertid at terapeuten eller coachen er opmærksom og villig til at berøre dette område. Nogle er måske ikke fortrolige med sprogbrug og begreber indenfor dette emne. Så er det på tide at søge viden herom.
Et godt sted at få lidt indsigt er hjemmesiden www.kvinfo.dk. der er omfattende og meget informativ. Der er desuden et link til en biblioteksside med litteratur og tidsskrifter, der netop beskæftiger sig med køn. Et nordisk blad om kønsforhold tilbydes helt gratis på nettet: www.nikk.no og den norske hjemmeside http://kilden.forskningsradet.no/ er en statslig informationsside om kønsforhold. Tilmeld dig evt. det danske informationsbrev om kønsforskning på koensforskning.soc.ku.dk. Der kommer jævnligt information om uddannelsesaktiviteter, konferencer mm. Har du erfaringer med psykoterapeutisk arbejde, som relaterer sig til køn, så skriv gerne et indlæg eller kommentar til dette indlæg.Med venlig hilsen Bent HansenCand.psych.
29. April 2009 kl. 08:45
For en del år kom der en bog, der vist nok blev en bestseller - ‘Mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus’.
Navnene stammer fra den antikke romerske mytologi: Krigsguden Mars var søn af den øverste gud Jupiter og gudinden Juno. Men Jupiter brød sig ikke meget om sønnen. Han påstod ligefrem, at Mars måtte være søn af Juno alene. Og at det var fra hende, han havde sit stridslystne sind. Han elskede støjende kampfærd og stridigheder. Som voksen indledte Mars et kærlighedsforhold til kærlighedens gudinde Venus , der var gift med smedeguden Vulkan. Sammen fik Mars og Venus flere børn, elskovsguden Amor samt Fobos og Deimos – frygten og skrækken. Fobos og Deimos blev Mars’ trofaste følgesvende i kamp. Allerede her oprulles den kønsspecifikke slagmark. Mænd og kvinder har har åbenbart ‘fra naturens hånd’ forskellige måder at ‘bygge landkort’ på (for nu at bruge en NLP-formulering).
Tydeligt for mig som psykoterapeut er problematikken i relation til begreberne ‘overføring’ og ‘modoverføring’ (Freud ville kalde det gensidige projektioner). Typisk klientoverføring fra kvindelig kilent til mandlig psykoterapeut; “vil du ikke godt opføre dig som min far” - terapeut-modoverføring “jo, det kan du tro min pige, men så skal du også være en god datter (læs klient)”. Her er min opmærsomhed altid skærpet (især hvis den kvindelige klient har lagt vægt på at finde en mandlig terapeut) - hvilket jo i sig selv også er en overføring, som giver modoverføring.
Der diskuteres gennem tiderne meget om denne forskel mellem kønnene - skyldes det biologiske faktorer (gener, der præger psyke såvel som krop), eller skyldes det de programmer vi får indpræget gennem opvæksten, hvor vi lærer, hvad det vil sige at være kvinde hhv. mand? Hvad kom først - ægget eller hønen? Skal man tro nogle af de studier, der er lavet omkring énæggede tvillingepar, der adskilles lige efter fødslen og derfor har ens gener, men forskelligt opvækstmiljø, så skyldes ikke så lidt de genetiske forudsætninger.
Ser vi på opvækstmiljø, så er vi kun 1-2 generationer fra et familiemønster, hvor det var ganske normalt, at en kvinde - når hun blev gift - blev hjemmegående og hus- og børnepassende. Ja, i visse kulturer er det stadig det almindelige. Når vi samtidig tænker på, hvor meget vores ubevidste kodning (programmering) i de første 7-12 år af vores liv betyder for vores konstruktioner af ‘landkort’ resten af livet - uanset om vi bevidst (somme tider nødtvunget) vælger at leve vores liv anderledes end far eller mor - så skal der nok nogle flere generationers ‘omkodning’ til, før arbejdslivet, familielivet og parforholdet får luget ud i de gamle kønsroller og -mønstre.
2. May 2009 kl. 18:44
Det du er inde på her Mogens, er en fastfrysning af kønsrelationerne i en dikotomi altså i to køn der fungerer som modpoler, mand/kvinde, som lys/mørke - indbyrdes uforenelige. Den model er netop den model Mars og Venus teorien arbejder med og som må siges at være overordentlig lidt inkluderende for relationer, der ikke føler sig om fattet af disse meget biologisk funderede kategorier.
Der er vel ingen grund til at NLP, der netop hævder at afdække de individuelle landkort, som du selv siger, hænger fast i en sådan en forsimplet forklaring på køn og seksualitet?
Du vælger også at bruge psykologien som den dynamiske forklaringsmodel, hvilket heller ikke er den eneste måde at forstå køns dynamikken på. Hvor bliver sproget og kroppen af her, eller kønnenes historie forud for Freud? Der er grund til at tro, at køn som kategori er overordentlig vigtig for vores samfundsstruktur og vores kultur, og der kan være stærke interesser i at fastholde køn i nogle snævre mønstre. Disse ofte ret skjulte interesser mener jeg, vi skal være på vagt overfor i samarbejdet med vores klienter.